Tilsynsplan for Ballerup Ny Skole

 

Undervisningspligtens opfyldelse

 

Baggrund for tilsynsplanen:

·        Grundlovens § 76.

·        Lov om friskoler og private grundskoler ("Friskoleloven").

·        Undervisningsministeriets vejledning nr. 145 af 23.juli 2001.

Grundlovens § 76: "…alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen. Forældre eller værger, der selv sørger for, at børnene får en undervisning, der kan stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, er ikke pligtige at lade børnene undervise i folkeskolen."

Grundloven forudsætter således undervisningspligt, men ikke skolepligt.

Lov om friskoler og private grundskoler ("Friskoleloven").

§1.1 "…skal undervisningen i en fri grundskole stå mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. En fri grundskole har således pligt til at give ethvert barn i den undervisningspligtige alder – og barnet har tilsvarende ret til at modtage – en undervisning, der

står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Undervisningsministeriets vejledning nr. 145 af 23.juli 2001.

Kommunalbestyrelsen skal efter folkeskolelovens § 40.1 påse, at alle undervisningspligtige børn i kommunen indskrives i folkeskolen eller får en undervisning, der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

Kommunalbestyrelsen vil i praksis regne med, at et barn, der er indskrevet i en anmeldt fri grundskole, derved opfylder undervisningspligten.

 

Lederen af en fri grundskole skal iflg. Friskolelovens § 6.2 påse, at eleverne deltager i undervisningen. Opfyldes undervisningspligten ikke, skal skolelederen indberette dette til kommunalbestyrelsen i elevens bopælskommune.

 

Undervisningens indhold skal "stå mål med"

 

Iflg. lovbemærkning til friskoleloven fremgår det, at de frie grundskoler skal tilbyde en undervisning relateret til de fagområder, som folkeskolens fagkreds naturligt kan opdeles i. (humanistiske, naturvidenskabelige og praktisk-musiske). Der er ikke noget krav om, at de frie grundskoler skal gennemføre undervisning i alle folkeskolens fag.

 

Ud fra en helhedsvurdering af det samlede undervisningstilbud skal eleverne gives de samme muligheder for en alsidig og personlig udvikling og kundskabstilegnelse, som hvis de havde gået i folkeskolen.

 

Folkeskolens fagkreds, obligatoriske fag og emner skal kunne genfindes i undervisningen. Den enkelte frie grundskole vælger imidlertid selv form og omfang. Skolen kan selv beslutte, hvordan undervisningen skal tilrettelægges, samt hvilke undervisningsmetoder og –midler der skal anvendes. Den enkelte skole kan ligeledes beslutte på hvilke klassetrin eller alderstrin bestemte fagområder skal placeres i skoleforløbet, og med hvilken vægt de skal indgå.

 

Det er et mindstekrav at fagene dansk, regning/matematik og engelsk kan identificeres entydigt. Jfr. friskolelovens § 9.2 skal den tilsynsførende føre tilsyn med elevernes standpunkt i disse fag.

 

Undervisningens indhold i en fri grundskole bør være nærmere beskrevet i en undervisningsplan eller læseplan for det pågældende fag/fagområde.

 

En fri grundskole, der forbereder eleverne til folkeskolens afgangsprøver, skal tilrettelægge undervisningen, således at eleverne kan indstille sig til en prøve på samme klassetrin som i folkeskolen.

 

Undervisningssproget i en fri grundskole er ifølge friskolelovens § 2 dansk.

 

Lov om det repræsentative demokrati i uddannelsessystemet betyder, at en fri grundskole står mål med folkeskolen også hvad angår undervisningens bidrag til at udvikle elevernes interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokratisk samfund. Eleverne sikres plads til medbestemmelse på skolernes daglige virke.

 

Specielt for det 10. klassetrin:

 

Efter friskoleloven kan skolerne tilbyde eleverne undervisning på 10.klassetrin. Disse elever er ikke omfattet af undervisningspligten.

Hvis undervisningen har betegnelsen 10.klasse og dermed forbereder eleverne til folkeskolens 10.klasse-prøve, fremgår det af friskolelovens § 1.3, at undervisningen skal stå mål med den obligatoriske undervisning i folkeskolens 10.kl. jfr. folkeskolelovens § 8.1-4. Undervisningen kan tilrettelægges fleksibelt. Omfatter dansk, matematik og engelsk svarende til 14 timer om ugen. Desuden skal eleverne udføre en obligatorisk selvvalgt opgave samt udfærdige en uddannelsesplan.

 

Tilsynet med undervisningen:

 

Internt tilsyn:

Forældrekredsens tilsyn med en fri grundskoles almindelige virksomhed:

Det følger af  §9.1 lov om friskoler og private grundskoler, at:

”Tilsynet…påhviler forældrene til børn i skolen (forældrekredsen). Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves”.

 

Forældre, der vælger den frie grundskole påtager sig et ansvar for deres børns skolegang. Tilsynet med skolens almindelige virksomhed skal varetages af forældrekredsen. Tilsynet omfatter også, om skolens normer for samværet på skolen mellem børnene indbyrdes og mellem børnene og lærerne følges.

 

Forældrene kan udøve tilsyn ved at deltage i skolens liv. Eks. klasseforældremøder, forældresamtaler, deltagelse i generalforsamling, og i det hele taget ved at følge med i børnenes daglige skolegang.

 

”Det må understreges, at bestyrelsen har den overordnede ledelse af en fri grundskole, og at skolelederen har den daglige pædagogiske ledelse.…og at forældrekredsen ikke har nogen beføjelser over for den enkelte lærer”…Kan et problem ikke løses mellem de direkte implicerede, betyder det, at henvendelsen skal ske til skolelederen. Er forældrene ikke tilfredse med skolelederens måde at behandle en henvendelse på, kan forældrekredsen henvende sig til skolens bestyrelse.

 

 

Det valgte, eksterne tilsyn:

 

Den valgte tilsynsførendes tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk.

Af lov om friskoler og private grundskolers §9.2 fremgår det, at "…forældrekredsen vælger for højst 4 år en person til at føre tilsyn med elevernes standpunkt i de nævnte fag. Forældrekredsen kan anmode kommunalbestyrelsen om at varetage dette tilsyn.

 

Krav til den tilsynsførende:

·        Må ikke tilhøre forældrekredsen, være medlem af bestyrelsen, være ansat på skolen, eller være gift med/nært beslægtet med disse personer.

·        Have indsigt i skoleforhold, der gør, at vedkommende kan vurdere om elevernes standpunkt i de 3 fag står mål med folkeskolen.

·        Skal forstå undervisningssprogene dansk og engelsk på et niveau, der muliggør en kvalificeret vurdering af fagene.

Hvorledes udføres det eksterne tilsyn? – Tilsynsplanen:

 

Den tilsynsførende har ansvaret for at tilrettelægge og gennemføre tilsynet i en dialog med skolen om form, omfang og intensitet.

Erklæring om elevernes standpunkt:

Den tilsynsførende afgiver på generalforsamlingen en erklæring om dette. Denne erklæring bør være skriftlig.

Hvis forholdene ikke er i orden:

Tilsynsførende giver en frist på mindst 3 mdr. til at bringe forholdene i orden.

Herefter underrettes pågældende kommunalbestyrelse.

Den praktiske gennemførelse af tilsynet

kan gennemføres på mange måder:

·        Overvære undervisningen ved besøg i klasserne.

·        Samtaler med skolens leder.

·        Samtaler med lærerne i de 3 pågældende fag.

·        Gennemsyn af skolens undervisningsplan og –materialer.

Normalt vil tilsynet kunne udøves ved et par besøg på skolen i løbet af et år.

 

Eksternt tilsyn i forbindelse med afsluttende prøver:

 

Eksterne censorer, der medvirker ved de afsluttende prøver er også at opfatte som eksternt tilsyn.

Opgaverne ved de skriftlige prøver stilles af Undervisningsministeriet på baggrund af ministeriets vejledende læseplaner for de pågældende fag.

Det påhviler censor at foretage en skriftlig indberetning til ministeriet, hvis prøveafviklingen findes utilfredsstillende.