1. maj tale 2010

(Rune Christensen - tilsynsførende på BNS)

Velkommen 

Præsentere mig selv 
 

Jeg er blevet valgt som tilsynesførende af forældrekredsen – og det er i egenskab heraf, at jeg står her, og taler – på den måde bekræfter jeg, tesen om, at vi i dag lever i et overvågnings- og eller kontrol-samfund. Det er jer børn og unge mennesker, som samfundet vil have i en bestemt retning på en bestemt måde, og det skal lærerne sørge for og holde øje med, at I kommer i den retning. Ledelsen holder øje med lærerne, forældrene holder øje med lærerne og med ledelsen, lærerne holder øje med ledelsen, og også med forældrene, og staten og samfundet kigger også med – kontrollerer – fra sidelinien; gennem karakterlister, elevplaner oma. Og så også igennem tilsyn. Jeg står her og prøver at sen myndig ud, for jeg er her på statens vegne for at holde øje med hele butikken – ledelsen, forældre, børn og lærere – you name it. Spørgsmålet er; bliver reglerne overholdt…. Så tag ikke fejl – selv om vi sender balloner op, smiler og hygger os. Vi holder stadig øje med hinanden… 
 

Jeg vil i forlængelse af dette faktum, tale om nogle forskellige ting i dag, bla. om de måder og de betingelser der er for, at holde øje-  de regler der holdes øje efter og de tendenser der er med til at definere i hvilken retning de unge mennesker skal… 
 

Nu er det 1. Maj – arbejdernes internationale kampdag… Eftersom skolen her i egen selvforståelse– er såkaldt socialistisk, må man formode, at alle er fuldstændig indforstået med hvad klassekampen, den kapitalistiske produktionsmådes gennemslag, Karl Marx kapitallogik i forlængelse Hegels dialektik, den politiske liberalismes - samt den socialistiske og den kommunistiske idehistorie, den realpolitiske samtidshistoriske udvikling frem til murens fald i 89, globaliseringens betydning for udflytningen af arbejdspladser oma. Er for nogle størrelser? 
 

Mit ærinde her i dag er i forlængelse heraf ikke så meget at tale rundt i klassisk klassekamp retorik og buldre mod kapitalisme, skattelettelser, manglende solidaritet og neoliberalisme. Det er jo hørt før 
 

Nej – jeg vil i stedet tale lidt om hvordan netop den kapitalistiske produktionsmåde – eller blot økonomien i dag – eller – arbejderne idag – står i et komplekst, men ikke desto mindre komplementært forhold til pædagogisk tænkning og skolepraksis - måske endda særligt på et sted som Ballerup Ny Skole. På denne måde får I den – måske tvivlsomme – fornøjelse af, at høre hvordan Ballerup Ny Skole også kan forstås, når den ses lidt udefra. 
 

I undervisningsteori og almindelig historisk eller samfundsteori tales der bl.a. om industrisamfundet og dette samfunds kendetegn – både generelt for samfundet som sådan og lidt mere specifikt i forhold til arbejderne; deres jobs, - kvalifikationer – eller kompetencer som man ville kalde dem i dag.

Overfor denne industrisamfunds-forståelse – industrisamfundet, også kaldet ’det moderne samfund’  -står den nyere forståelse; ’videnssamfundet’ – også kaldet videns- og eller oplevelsessamfundet, det sen- eller postmoderne samfund. Det er inden for disse brede forståelser af, hvad der kendetegner vores samtid og samfund – og vores skole – at vi er sat til holde øje med hinanden og navigere i forhold til, at få børnene og de unge mennesker i den ønskværdige retning, på den mest hensigtsmæssige måde. 
 

Det kritiseres af førende forskere herhjemme indenfor pædagogik; læring og uddannelse, at på trods af, at vi bør forstå vores samfund, som et videnssamfund – et samfund der skal leve af viden, kreativitet, innovation og oplevelser, - så fungerer Danmarks grund- og folkeskole stadigvæk efter nogle principper- og organisationsforståelser der knytter sig til industrisamfundets logikker.

Med andre ord, så mener de, at de regler vi har at holde øje med hinanden i forhold til – den retning vi prøver at få vores unge mennesker, og den måde vi forsøger at få dem derhen hvor vi gerne vil have dem, er outdatede. 
 

Den danske folkeskole er blevet til i lyset af industrialiseringen op igennem 1900-tallet. Masseuddannelsen herhjemme er startet op, på samme måde, stående i forhold til masseproduktionen i industrien. Det er med andre ord fra start en industri – og eller – fabriksskole.

Det arbejderne skulle her –  og i forlængelse af dette – det skolen skulle kvalificere til – var effektivitet i en meget snæver betydning af effektivitet. Ord som standardisering, mekanisering, automatisering og synkronisering var betydningsbærende i forhold til hvor vi prøvede at få vores børn og unge mennesker hen. Alt skulle være ens og effektivt.

Industrisamfundets skole lignede en fabrik – både i arkitektur og de logikker der var bærende for det levede liv i skolerne: Orden, systematik, standardisering og forudsigelighed var de handlingsorienterende værdier i skolen. Dagliglivet var reguleret af skoleskemaet, der fortalte både elever, lærere, administration og ledelse hvem der skulle være hvorhenne og lave hvad i hvilke tidsrum af dagen. Et mønster styrede; en lærer, i en klasse, i et klasseværelse, i et fag, i en time. Mellem timerne var der pause og skoleklokken styrede definitivt – ligesom fabriksfløjten der fortalte hvornår der var arbejdstid og pause. 
 

Selv-motivation, nysgerrighed, meningsfuldhed og ejerskab i forhold til arbejde og skole – begreber vi vel alle kender i dag - var fuldstændig ubekendte faktorer. Arbejdere såvel som skolebørn, blev motiveret – eller adfærdsreguleret er nok en bedre betegnelse – gennem overvågning, løn og karakterer. Skolen var således gennemsyret af overvågning – og der var ikke glasur på – som i dag med balloner og hygge.

Kort sagt kan man sige at eleverne blev socialiseret til det lønarbejde de skulle ud og have, efter endt skolegang; skole og fabrik gik hånd i hånd. De lærte den skarpe opdeling mellem arbejdstid og puser, de lærte at rette disciplineret ind efter en leder og begå sig i et hieraki og de lærte at arbejde som selv om de ikke altid kunne se en mening med arbejdet. De lærte den komplicerede relation til elever/kollegaer – de på en gang var i konkurrence med om knappe goder – f.eks. løn eller karakterer – men samtidig var kammerater med. 
 

Skolen producerede det der var behov for i samfundets produktion: gennemsnitsmennesker med forudsigelighed og styrbar adfærd. Opskriften var at behandle mennesker i samfundets institutioner, på bestemte standardiserede måder, tilstrækkelig længe. Går du fra børnehave, gennem grundskolen, igennem gymnasiet og igennem videregående uddannelse, i et system der operer på og med sådanne standardiserede logikker, vil et biprodukt af eksamensbeviserne være, at kreativiteten, legelysten, spontaniteten og innovationstrangen pillet ud af de fleste mennesker. 
 

Det er et forenklet billede –  i skolen var der kræfter der stod i opposition til disse logikker og forsøgte at ændre, påvirke, nuancere, at uddanne og gøre skole ud fra andre værdier – men tendensen er faktuel. 
 

Når man beskæftiger sig professionelt med grundskolen og folkeskolen, er det heller ikke svært at få  øje på, at industrisamfundets logik stadig kaster lange sorte skygger ind i vidensamfundets uddannelsessystem.  
 

Derfor er det en fornøjelse, at opleve Ballerup Ny Skole – her må jeg som professionel –  det vil her sige, som statens forlængede arm - virkelig tage hatten af, for en skole der så konsekvent udmønter skolepraksis –  lever og ånder skole; kvalificering og dannelse – i en logik gennemsyret af vidensamfundets fordringer om nysgerrighed, skabetrang, ejerskab, meningsfuldhed.

Det man kunne ironisere over, er hvordan den progressive/ og eller ’frigørende’ og humanistiske pædagogik der står fader til mange af de forståelser der ligger til grund for praksis på Ballerup Ny Skole, i dag er forenet i en næsten kærlig symmetri, med den globale hyperkapitalisme. Ballerup Ny Skole producerer 1.klasses arbejdere til et økonomisk apparat der tørster efter de kompetencer selvvirksomhed genererer. Man kunne for at tale arbejdernes sag og blive i en marxistisk og socialistisk retorik, argumentere for at arbejderen ikke bliver hverken mere eller mindre udbyttet fordi, han fløjter når han går på arbejde? Udbytteforholdet er vel blot blevet camoufleret, har fået glasur; måske balloner? 
 

På trods af dette er der en sidste ting jeg vil nævne, og opfordre elever, lærere, ledelse og særligt forældre til, er selvfølgelig at holde fast i dels det personlige ansvar, dels den gode kultur her på stedet. Jeg oplevede på  generalforsamlingen hvor jeg blev valgt som tilsynsførende –  den fra staten der holder øje - at industri-logikken – eller den ordinære fabriks-folkeskole-logik, kiggede frem. Krav om styring og regelsætning for praksis, der gennemtrumfes på tværs, eller på trods, af de udførende ’arbejderes’ ejerskab eller meningsfuldhed er – set fra hvor jeg står – uanset de gode hensigter, uheldig. 
 

I forlængelse heraf vil jeg afslutningsvis gerne tale mig op imod en logik, som belaster den danske grundskole – tendensen til at ’skolegøre’ og eller samfundsmæssige uheldige tendenser. Hver gang en avis eller et andet medie fortæller om ”tendenser blandt børn og unge vi skal bekymre os for”:  
 

Drikker de for meget, er de for tykke, får de for lidt motion, går de for meget eller for tidligt i seng med hinanden, måske endda på forkerte måder. Når de sender for mange sms’er. Når de er for meget på internettet. Når de får stress, Når de spiser usundt, Når de taler grimt eller forkert osv.  
 

er automatreaktionen fra offentligheden, at skolen skal forvalte problematikken.

Men grundskolen var aldrig tiltænkt en sådan fortløbende problemknuser-funktion. Det hører overvejende hjemmet og børnene, de unge og forældrene til; problemer og eller bekymringer ifht. vores børn og unge bør ikke udliciteres til skolen… Vi ved fra socialforskningen at børn og unge stadig – trods snak om det modsatte - overvejende bliver og gør som deres forældre – Hvis man med andre ord gerne vil have sine børn i en særlig retning, kan man med fordel starte et andet sted end ved at forsøge at få skolen til at tage dem derhen… 
 

Med det vil jeg bare sige  tak fordi jeg er blevet inviteret indenfor, og får lov at holde øje –  fortsat god 1. Maj og ihhh hvor jeg glæder mig til ballonerne, tak….

Rune Christensen (tilsynsførende) 1. maj tale 2010. - red.